Andreas fortæller her sin historie om premieren i Varde å 2021 hvor han fangede en laks på 14,6 kg.

Dagen startede ud med tømmermænd, da vi traditionen tro var afsted på den årlige laksetur med drengene.

Vi var ankommet til sommerhuset d.15/04 med høj solskin og fodboldtennis i haven.
Vi fik hurtigt åbnet op for både øl, portvin, whisky, snaps og rum.
Så hovederne var tunge da vi fredag morgen bevægede os mod åen. Vi fik delt os op i 3 hold af 2 mand og spredt os godt ud på de forskellige zoner af Varde å systemet.
Min kammerat Anders og jeg, startede på zone 1 (den zone i åen, som er længst nedstrøms). Der var godt med biler på P-pladsen, men vi kunne se at de fleste gik på samme side af åen, så vi besluttede os hurtigt for at gå på modsatte side. Vi skulle ikke fiske mere end 5 minutter, før vi begge havde brug for at sidde lidt i græsset og sutte lidt i lommelærken.
Da vi havde drukket os mod til at fortsætte, gik der ikke længe før vi igen måtte finde lommelærken frem. – Denne gang var det dog af helt andre årsager!
Kort for inden havde et monster af en blank laks nemlig taget min røde og gule kondomspinner. Fighten var hård og intens, da der både opstrøms og nedstrøms åen var store udhængende buske og træer, som absolut ikke ville gøre kampen nemmere for mit vedkomne. Derfor måtte bremsen spændes helt ind, og hånden måtte på spolen, for at forhindre den store fisk i at suse afsted op ad åen, som en anden dansk roligan.

Vi havde selvfølgelig glemt at få et net med, så Anders måtte af flere omgange i åen på at forsøge at krane laksen på land.
Men det var ikke så nemt som det så ud, da åen er ekstremt dyb lige dér og Anders var vidst ikke helt ædru endnu…
Til sidst lykkedes det Anders, med begge hænder, at få fat om haleroret på laksen og få lagt sig på ryggen langs bredden.
Jeg måtte hurtigt kaste stangen fra mig, for at hjælpe ham med at få den sikkert på land.

Derefter stod tiden stille.
Jeg stod og betragtede en fisk i en kaliber, som jeg aldrig før har stiftet bekendtskab med.
Mit hjerte hamrede derudaf og adrenalinen pumpede på max! Hurtigt fik den nogle på låget og Anders fik et kæmpe kram.

Vi satte os i græsset og begyndte sådanset bare at grine helt vildt, da vi ikke kunne forstå hvad der lige var sket.
Og så efter 30 minutter ved åen!

 

De andre lystfiskere langs åen så måbende til med en smule misundelse at ane i deres blikke.
Samtidig med det fik vi ringet til de sidste 4 kammerater, som hurtigt fik pakket stængerne sammen for at komme ned og fejre fisken med Anders og jig.

Fisken målte 110-112 cm og vejede på den sjove side af 14,6 kg.

 

Knæk og bræk
Andreas